Claus Hvass: sponsor for HOG

 

Herretøjsbutik med vinylplader

 

Jakkesæt, sokker - og vinylplader med Pink Floyd. Det er måske ikke lige den sammensætning i varesortimentet, man forventer, når man træder ind i en herretøjsbutik. Men sådan er det hos Claus Hvass, Din Tøjmand, der næste år kan fejre 10 års jubilæum i Hinnerup.

 

- Jeg har personligt en interesse for vinylplader, og derfor fandt jeg på at reservere et lille hjørne af butikken til salg af albums. Alle har en holdning til musik, og tit får man en anden snak med kunderne, når vi også kan snakke om musik, fortæller Hvass, der aldrig har sluppet passionen for vinylplader til fordel for CD'er og streaming.

 

- Men pladesalget er bare for sjov. Jeg tjener ikke noget videre på det. Det centrale er sortimentet inden for herretøj, og her forsøger jeg at være bred. Der skal være noget til alle aldre fra 12 år og opefter. Og det skal være muligt at købe dagligdags ting som sokker, samtidig med at man også skal kunne købe det lidt dyrere tøj, som kunderne typisk køber i weekenden.

 

Claus Hvass har tidligere solgt herretøj i Hammel og i Galten - hvor han bor - og trods det, at byerne ligger forholdsvis tæt op af hinanden, så er der stor forskel på kundesegmentet:

 

- I Galten er man på landet. I Hinnerup er man tættere på Aarhus. Mange arbejder derinde og ordner deres indkøb, før de tager hjem til Hinnerup. Men vi har mange faste kunder, som for eksempel ikke gider bruge tid på at finde en parkeringsplads i Aarhus, og som er glade for at komme her.

 

Fodbold som velgørenhed

Selvom Hvass ikke bor i Hinnerup, har han fra starten engageret sig i det lokale sportsliv - både som sponsor for HOG og som aktiv fodboldspiller på holdet Fodbold til Forskel. Igennem engagementet i det sidste har han bidraget til at samle penge ind til blandt andet vaccinering af børn i udviklingslande.

 

- Fodbold til Forskel har sat Hinnerup på landkortet, og det har været en stor oplevelse at rejse rundt i verden og spille penge ind til velgørenhedsformål sammen med de 25 andre lokale oldboys, fortæller han.

 

HOG nyder også godt af Claus Hvass' engagement på andre områder. Hvert år arrangeres cups, som er sponsoreret af ham og bærer hans navn.

 

- Jeg er super glad for at være involveret i klubarbejdet. Og sponseringen gør, at vi bliver eksponeret i Hinnerup, og butikken får god reklame, siger han.

 
 
Hinnerup og Omegns Gymnastikforening    |    Ådalsvej 94    |    8382 Hinnerup    |    Tlf. 40 57 71 10