Velkommen til HOG's nyhedsbrev juni 2019

God sommerferie!

Forårssæsonen er gået på hæld, og sommerferien står for døren. Vi vil i den forbindelse gerne takke alle medlemmer, trænere og frivillige for en forrygende sæson, der har båret præg af gode sportslige præstationer i afdelingerne og en masse spændende events.
  
Vi ses på den anden side af sommerferien!

Peter Bager, Formand HOG


Hinnerup Messen d. 15. september 
 
Sæt allerede nu kryds i kalenderen søndag d. 15. september 2019 kl. 10-16, hvor HOG i samarbejde med Hinnerup Handel atter slår dørene op til Hinnerup Messen i Rønbæk Idrætscenter. Hinnerup Messen er en tilbagevende begivenhed for hele familien, der er samlingspunkt for sport, kultur og erhverv i Hinnerup og omegn.

Hal 1 bliver centrum for messestande, hvor der som noget nyt i år vil være en catwalk, hvor forretninger og firmaer har mulighed for at vise deres varer frem.

Hal 2 lægger igen i år kulisse til antik- og loppemarked. Der er mulighed for at reservere stande til loppemarkedet på 3 x 3 meter for 250 kr.

Kontakt HOGs samarbejdspartner for reservation til loppestand:

Olsen’s Bagagerum

Mobil: 21818653

Mail: kraemmeren@outlook.dk

(Hinnerup Messen 2018. Foto: Magnus Nielsen)


Velgørende fodbold i 2000 meters højde

For 10 år siden stiftede Simon Schiølin Danmarks Mest Velgørende Fodboldhold med spillere fra HOG oldboys. Formålet var at indsamle midler til børn i verdens brændpunkter gennem velgørende fodboldkampe støttet af en lang række sponsorer.

Holdet, der blandt andet har kampe mod FC Barcelona og Tottenham på CV’et, er kendt for at spille på utraditionelle underlag – lige fra Dubais brandvarme ørken til den grønlandske Indlandsis i 20 graders kulde. Torsdag d. 13. juni drog holdet atter ud i verden for at samle midler ind til velgørende formål, og heller ikke denne gang var det en helt almindelig grønsvære, der ventede spillerne. Derimod var det Europas højest beliggende fodboldbane i Gspon i Schweiz, der skulle lægge kulisse til fodboldtuneringen.

Fodboldbanen ligger to kilometer over havets overflade og er rammet ind af de schweiziske alper, så langt øjet rækker. Den kan kun tilgås via en kabelbane. De tynde luftlag kunne mærkes hos spillerne, da de var i aktion: ”Man skal dosere sine spurte heroppe, for man bliver nemt forpustet, men samtidig er det en virkelig smuk kulisse med bjerge beklædt af både græs og sne,” siger Simon Schiølin.

Fodbolden som løftestang for velgørenhed

”Den eneste fællesnævner for børn i nød og et oldboyshold fra Hinnerup er passionen for fodbold” siger Simon Schiølin. Derfor fungerer fodbolden som løftestang for velgørenhed. Selvom holdet vandt fodboldtuneringen i Gspon, så understreger Simon Schiølin, at de vigtigste kampe er dem, de vinder udenfor banen, når de samler økonomisk støtte ind.

”Vi er ikke bedst på banen,” siger Simon Schiølin og uddyber, ”men til gengæld er vi Danmarks bedste udenfor banen til det, der er vores primære mission: at gøre en forskel igennem fodbolden.”

Bag drengene fra Hinnerup står en lang række af danske og udenlandske sponsorer, der støtter økonomisk til at gøre en forskel for børn i verdens brændpunkter. De indsamlede midler skal medvirke til at nå det garanterede mål for 2019: at vaccinere 500.000 børn i nødstedte områder gennem UNICEF Danmark

Spillerne betaler selv for fodboldrejserne, og direktionen, som består af Simon Schiølin, Morten Bang og Anders Lunde, arbejder frivilligt. Således kan de indsamlede midler gå til de velgørende formål. Tidligere har holdet doneret 16 mio. kr. i sportsudstyr til Røde Kors, 50 huse til nødstedte familier i Burundi gennem ADRA og 50 mio. liter renset vand via UNICEF.

Holdet er allerede i gang med at planlægge turen for 2021, som endnu en gang skal gå til en anderledes fodboldkulisse.

 (DMVF på fodboldbanen i Schweiz) 
 

HOG Cykling til holdtidskørsel i Tilst
 
Tirsdag d. 28. maj stillede cykelklubben med et hold til en afdeling af DGI's holdløb afholdt af Tst Tilst. Holdet var et af 32 hold, som stillede op til at konkurrere om, hvor hurtigt 5 mand kan køre 3 omgange på en 11 kilometer lang bane.

Da det er et holdløb, gælder det om at samarbejde og hjælpe hinanden, og alle skal være overmålstregen, før sluttiden bliver registreret. 

Holdet fra HOG CK havde desværre ikke haft mulighed for at træne sammen, så de var noget spændte på, om de kunne følge med eller ville falde helt igennem.
Nogle af de andre hold så meget skrappe ud, og der blev da også kørt rigtig stærkt. Derudover var der 
en strid og kold vestenvind, som gjorde det til en rigtig manddoms prøve. Vore ryttere kæmpede en brav kamp, som rakte til en 23. plads ud af de 32.

Alle var glade og havde haft en god aften, og der var omgående gang i planerne om at stille op igen til næste år. Og denne gang lidt mere forberedt.

(Rytterne kort før start til holdtidskørsel i Tilst)


 
HOG Svømning inviterer til REMA 1000 AquaCamp

HOG Svømning og Dansk Svømmeunion inviterer igen i år friske sild og barske vandhunde i årgang 2006 - 2010 til REMA 1000 AquaCamp i uge 32. REMA 1000 AquaCamp er en sommerlejr, der afholdes i Hinnerupbadet og Rønbæk Idrætscenter i uge 32. Der er åben for tilmelding, og der er få pladser tilbage.
 
Selvom man ikke er den store svømmer eller medlem af HOG Svømning, kan man sagtens være en del af REMA 1000 AquaCamp’en. Alle er velkomne, der er dog max plads til 70 børn.
 
Indholdet på REMA 1000 AquaCamp er udviklet af Dansk Svømmeunion og HOG Svømning og er fyldt med masser af sjove og spændende aktiviteter både på land og i vand. Udover at svømme, dykke, springe og mange andre sjove vandaktiviteter, bliver der i år sat særlig fokus på udspring, vandpolo og livredning. På landjorden bliver det en lidt mere fysisk krævende udgave i år end tidligere. Der bliver også rig mulighed for at lege, hygge, spille bold og dyste i forskellige discipliner samt at få nye venner. REMA 1000 AquaCamp ledes af HOGs dygtige, uddannede instruktører og livreddere.

Tilmelding og mere information om programmet foregår via HOG svømnings hjemmeside: www.hogsvomning.klub-modul.dk (klik på tilmelding og events).


 

   
Visioner om aktivitetsplads ved HH
 
HOG fodbold har igangsat et projekt om at få etableret en aktivitetsplads ved Haldum-Hinnerup Hallen. Ambitionen er at skabe et aktivt indendørs og udendørs miljø, der kan blive det naturlige centrum for fysiske udfoldelser og skabe de bedste rammer for idræt og aktivitet for både børn, unge og ældre.
 
Ideen bag projektet er at skabe en aktivitetsoase, der inspirerer til nye måder at være fysisk aktiv året rundt, og som kan benyttes af alle aldersgrupper på tværs af grupper, foreninger og institutioner i Hinnerup.
Med Favrskovs Kommunes fremtidsplaner for Hinnerups udvikling på sigt, vil aktivitetsoasen komme til at ligge i hjertet af det nordlige Hinnerup, og dermed være et naturligt samlingspunkt for byens nuværende og kommende borgere i fremtiden. Aktivitetspladsen skal bestå af et klubhus med mødelokaler, omklædningsrum og cafe samt et stort udendørs areal med multibane og forskellige aktivitetsredskaber, der inviterer til fysisk aktivitet og samvær.
 
Projektet er sendt til Favrskov Kommune og vil blive behandlet i forbindelse med vedtagelse af budgettet for 2020-2023, og forhåbentlig er der endeligt svar på ansøgningen sidst i november måned, hvor budgettet burde være på plads.
 
(Aktivitetshus-plads ved HH)

 
HOG Events inviterer til belgisk ølsmagning
 
HOG Events slår dørene op til belgisk ølsmagning i Kaffebaren lørdag d. 31. august kl. 17-21. Jan fra Ølstalden i Grundfør vil give os en introduktion til det spændende ølland, Belgien. Der vil udover ølsmagningen være et mindre måltid.
 
Du kan tilmelde dig eventet her 
Eventuel kontakt til HOG Events ved Poul Tang pit@hog-hinnerup.dk.

 
Stor succes for HOG Fodbolds oldgirls

Trods en lang opstart med mange kolde, mørke og halvsene træningsfornøjelser, fik oldgirls stor tilgang af nye spillere. Truppens forøgelse gjorde, at vi til tider kunne stille til træning med 15-20 piger af vidt forskellige niveauer, men alle med en positiv indstilling til give den fuld skrue. Masser af gode træninger med en god blanding af både fitness og fodbold. Lidt tid inden turneringstart testede vi truppen i en lille træningsturnering, og det var slet ikke nogen dårlig start – det gav os blod på tanden.

1. runde i turneringen stod på et rutineret VSK hold, og det blev en af de kampe, hvor der blev fundet 10% mere i de afgørende minutter – her trækker vi heldigvis årets første sejr hjem. Vi kom godt fra land, og med 3 sejre og 1 uafgjort møder vi Mols i første indbyrdes opgør. Det bliver en af de hårde kampe, og vi må skuffende gå derfra med 3-3 – selvom med 7 minutter igen var foran 3-1.

Som etter i puljen levede vi selvfølgelig op til placeringen med endnu 3 sejre i træk. Med et halv amputeret hold møder vi i 2. sidste spillerunde et fuldbemandet HEI hold, og her måtte vi se os matchet og går derfor fra banen med 3. uafgjorte resultat i sæsonen. Det var ikke helt efter planen. Derfor står den sidste kamp nu mellem Os og Mols i direkte duel om 1. pladsen og kvalifikation til Regionsmesterskabet. Her går vi ind og viser vilje og styrke og hiver sejren hjem 4-3 på en skøn hjemmebane. Her skal lyde et stort tak til opbakningen fra sidelinjen, som var velfremmødte trods torden og en masse regn.

De gamle stænger kan endnu og en super flot præstation af alle pigerne (damerne), der nu drager til Børkop for indtage Regionsfinalerne onsdag d. 19 Juni.

Coach Camilla Berg Takker for en fantastisk sæson, og der er som altid plads til endnu flere spillere.

 
(HOG oldgirls) 
 
Fantastisk Fodboldstart

Igen, igen er det med stor succes at vi har stået på banerne torsdage i flæng og hygget, leget, spillet, grinet og svedt til det super fede koncept Fantastisk Fodboldstart.

Det har været helt overvældende med alle de mange børn og forældre, der har deltaget torsdag efter torsdag på Haldum Hinnerup Banerne. Jah, selv de allermindste på blot 2-3 år har okset rundt og gjort sig selv og formentlig også far og mor helt vildt stolte. Der har været et væld af børn, og oftest er vi nået op på 25 børn, som virkelig har nydt legen og sammenholdet på banerne.

Det har krævet sit at holde styr på tropperne, men med lidt disciplin og respekt er det faktisk gået hen og blevet ren og skær fornøjelse at stå som træner sammen med alle jeres skønne unger.

Tak til forældre, søskende og andet slæng, som har støttet og hjulpet, hvor end det har været nødvendigt. Jeg håber, successen kan forsætte, dog vil jeg bede en lille bøn til at nogle unge stiller sig til rådighed som hjælpetræner – meget gerne unge piger eller drenge, som selv er aktive indenfor fodbolden.

Tak for en god sæson, jeg håber at se jer alle på grønsværen igen.

Træner, Camilla Berg

 
 
 
 

 
Hinnerup og Omegns Gymnastikforening    |    Ådalsvej 94    |    8382 Hinnerup    |    Tlf. 40 57 71 10