Velkommen til HOG's nyhedsbrev februar 2019

Dette nyhedsbrev er det første i rækken på det nye format, som bliver udsendt hver anden måned. Formålet er at give HOG’s medlemmer indsigt i, hvad der rører sig i foreningen.

Nyt fra formanden

2018 var et begivenhedsrigt år for HOG, hvor den seneste tid har budt på nye medlemmer og nye idrætsaktiviteter. Seneste optæller viser en fremgang på cirka 300 medlemmer, og denne fremgang er blandt andet drevet af, at nye afdelinger har set dagens lys i HOG.

Det nye fitnesscenter stod i april klar til at tage imod medlemmer med det sidste nye fitnessudstyr, og i november kunne HOG slå dørene op til en ny idrætsaktivitet i gymnastiksalen på Haldum-Hinnerup Skolen: Floorbal. Derudover har Futsal etableret sig som selvstændig afdeling.

Etableringen af nye afdelinger er drevet af initiativ og engagement fra vores medlemmer, og det bakker vi som forening op om. Det bidrager til, at vi som idrætsforeningen kan tilbyde en bred vifte af idrætsaktiviteter, som kan tiltrække flere nye ansigter til HOG.

Vi glæder os til at følge udviklingen i gamle såvel som nye afdelinger.

Peter Bager, formand for HOG’s bestyrelse


Generalforsamling onsdag d. 27. februar kl. 19.30

Den 27. februar 2019 kl 19.30 løber HOG’s årlige ordinære generalforsamling af stablen i HOG's klublokaler i Haldun-Hinnerup hallen. Vi opfordrer alle HOG's medlemmer til at møde op, da dette er en mulighed for at præge idrætsforeningen.


Fitnessafdelingen oplever stor fremgang i medlemstallet
 

Til april er det et år siden, at fitnessafdelingen for første gang slog dørene op til træningsrummet i Rønbæk Idrætscenter. Det, der før var et depotrum var nu blevet til et lyst og moderne fitnessrum installeret med det nyeste udstyr fra TechnoGym. Efter en sommer hvor vejret træk folk udendørs, er der for alvor kommet gang i fitnessafdelingen, der nu rummer knap 170 medlemmer. Dette er en femdobling af medlemstallet siden i sommer.

Henrik Hedegaard, som er en af drivkræfterne bag både fitnessafdelingen og spinning, er begejstret for det stigende antal af medlemmer, der lægger vejen forbi fitnessrummet: ”Medlemstallet er nærmest eksploderet, og det er vi rigtig glade for” siger han, og supplerer med, at medlemstilbuddet for HOG medlemmer har tiltrukket en del. Som eksisterende HOG medlem kan du træne frit for 99 kr. pr. måned. Fitnessrummet holder åbent alle ugens dage fra kl. 6 til 22.30.

Du kan tilmelde dig fitness her

(Henrik Hedegaard ved træningsrummet. Foto: Josefine Guldbæk Olsen) 
 

Hinnerup Sommerfest 2019

I kan allerede nu sætte kryds i kalenderen lørdag den 22. juni 2019 kl. 18:00. Her afholdes Hinnerup Sommerfest, hvor det samtidig markeres, at HOG fylder 110 år. Vi slår dørene op til et brag af en fest i Rønbæk Idrætscenter med fællesspisning, live band og DJ til kl. 02.00.

Tryk deltager på Facebook-eventet for at holde jer opdaterede om festen her


HOG ansætter kommunikationsmedarbejder

 

Til HOG’s medlemmer:

Jeg er netop blevet ansat som kommunikationsmedarbejder i HOG, hvor jeg skal varetage interne og eksterne kommunikationsopgaver. Jeg er på nuværende tidspunkt i gang med at læse en kandidat i Analytisk Journalistik på Journalisthøjskolen i Århus, og jeg har gennem de seneste år beskæftiget mig med kommunikation gennem flere frivillige jobs.

Sport og motion har fra barnsben spillet en central rolle i min hverdag. Jeg har spillet håndbold og fodbold det meste af min ungdom, og gennem et ophold på Oure sportshøjskole fik jeg smag for klatring og landevejscykling. På et studieophold i Norge sidste år fik jeg desuden prøvet kræfter med langrendsski.

Jeg glæder mig meget til at starte i HOG og til give mig i kast med opgaverne.

Venlig hilsen
Josefine Gulbæk Olsen
Mail: Komm@hog-hinnerup.dk
Tlf: 24244788
 
(Foto: Josefine Gulbæk Olsen) 

Nyt fra sponsorudvalget
 

HOG har samlet al sponsorvirksomhed i én afdeling – sponsorudvalget. Sponsorudvalget er primært sammensat af personer fra de sportslige afdelinger, men inkluderer også et par stykker uden for afdelingerne. Dette koncept er valgt med henblik på at effektivisere kommunikationen til sponsorerne, således at vi undgår, at flere sportsafdelinger kontakter firmaer og forretninger uafhængigt af hinanden.

Trænere og ledere ude i de sportslige afdelinger må gerne lave aftaler om sponsorstøtte til f.eks. spillertøj m.v., men det er vigtigt, at det aftales gennem sponsorudvalget, således udvalget har et overblik over hvilke firmaer, der har været kontakt til og hvilken aftale, der er blevet lavet.

Magnus Nielsen, som er den daglige kontaktperson i sponsorudvalget, har et ønske om at få flere hænder til opgaverne. Han efterspørger derfor personer, der vil investere tid i at hjælpe med at samle midler til HOG og stable events på benene, der dels kunne give et overskud, men også kunne tilgodese vore sponsorer. Flere hænder på opgaverne vil sikre en prioriteret indsats på sponsorfronten, som vil komme både HOG og sponsorer til gode.

Der arbejdes i øjeblikket på at udforme en sponsorbrochure, der har til formål at præsentere sponsorerne for de muligheder, de har for eksponering i HOG, og hvordan de samtidig støtter det gode arbejde i foreningen. Derudover arbejder sponsorudvalget på en film, der har til formål at give omtale til forskellige firmaer, der har støttet HOG.

Der er således en masse initiativer i støbeskeen på sponsorfronten. Hvis du har spørgsmål, eller du har lyst til at give dig i kast med sponsorarbejdet så kontakt Magnus Nielsen på mni@hog-hinnerup.dk

 
 

Hinnerup og Omegns Gymnastikforening    |    Ådalsvej 94    |    8382 Hinnerup    |    Tlf. 40 57 71 10