HOG's nyhedsbrev juni 2022

Hvordan får vi flere ind i vores fællesskaber af frivillige?

Som frivillig bliver man en del af et socialt og fagligt fællesskab, der gør noget positivt for andre. I HOG vil vi bruge det næste år på at finde ud af, hvordan vi får flere frivillige både til at udvikle og til at drive vores forening. Det kan være alt fra etablering af nye afdelinger til nye måder at gøre tingene på, eller måske noget helt andet. Vi vil gerne have dig med og på en måde, hvor det bliver rigtigt sjovt at være frivillig! Hold øje med vores sociale medier for nyt omkring det initiativ.

Jeg ønsker alle vores medlemmer, sponsorer og frivillige en god sommer. Og specielt til de frivillige: Husk, at I gør en kæmpe forskel, selv om alle ikke altid ser det.

Formand i HOG, Kristian Hasager.


KØB DIN BILLET TIL ÅRETS HINNERUP SOMMERFEST

Efter år med corona-aflysninger er der nu endelig mulighed for at afholde Hinnerup Sommerfest. Arrangementet løber af stablen lørdag d. 18. juni, og festen bliver afholdt i Rønbæk Idrætscenter. Der er stadig billetter til salg, og de kan købes på: billet.hogevent.dk

Prisen for en billet til årets fest er 300 kr., og for det får du:

  • En super lækker sommerfestmenu
  • Fri bordreservation - så du sidder samlet med dine venner og familie
  • Stort dansegulv med DJ
  • En festlig dekoreret sportshal med kulørte lamper
  • Besøg af TENNIS Band!

Hvem er TENNIS Band?

Foruden tennistøj og ketsjere vil de seks TENNIS-musikere spille hits fra de sidste fem årtier. Der er garanti for et uforglemmeligt og energisk sceneshow, hvor alle med sikkerhed får lyst til komme på dansegulvet!


Vi står klar i baren

I baren kan du være så heldig at møde et hold friske HOG-medlemmer, som står klar med et stort udvalg. Der vil blandt andet blive mulighed for at købe:

  • Perfekt kølet hvid- og rosévin
  • Fem forskellige læskende mixdrinks: Ævlebævle, Brandbil, Henry Wallbanger, Gin Hass & Isbjørn
  • Øl og Sodavand

Gå ikke glip af årets fest - køb din billet nu, før det er for sent!
Vi ses!

Festlige hilsner
Hinnerup Sommerfest-udvalget


HOG Badmintons formand kåret som Årets Ildsjæl

 

Af HOG Badminton

Tilbage i februar-måned var smilene ekstra store for HOG Badminton. Formand Anders Andersen, blev med stor hyldest kåret til Årets ildsjæl i DGI Østjylland Badminton!

Bjarne V. Frandsen skriver blandt andet i sin indstilling af Anders - og vi tilslutter os:

"Anders er en målrettet formand, som gør sig umage med at tilgodese breddespillere og konkurrencespillere i vores badmintonklub. Han er særdeles målrettet omkring rekruttering af nye ungdomsspillere til klubben. Han formår at tilknytte dygtige trænere til klubben, så alle spillere uanset niveau opnår udvikling og stiller gerne sin egen tid til rådighed, hvis der mangler en træner i klubben. Anders går forrest i forhold til at skaffe midler til klubben. Han formår således at påtage sig meget store organisatoriske opgaver for klubben. Opgaver han formår at få realiseret. Han har en energi, der smitter og formår med sin energi at mobilisere klubbens øvrige frivillige kræfter..."

Vi ønsker et stort tillykke til Anders med den flotte indstilling og takker ham for hans kæmpe indsats for HOG Badminton! 

             HOG Senioridræt har 25-års jubilæum

Af Kirsten Høeg

HOG Senioridræt har i år 25-års jubilæum, og det blev 20. maj markeret med en fest for medlemmerne i Rønbæk Idrætscenter. I den anledning ser vi her tilbage på de 25 år, som nu er gået med senioridræt i HOG.

De første år

Kimen til ældreidræt i Hinnerup blev lagt i 1996/97 af Kirsten og Leif Rasch, der begge gik til gymnastik i Hinnerup Gymnastik Samvirke. Initiativet blev godt støttet af Jytte og Jens Lind.

Ældreidrætten blev i sin tid etableret i et samarbejde med HGS og HOG. I 2000 skiftede ældreidrætten navn til Senioridræt.

Senioridræt bliver en afdeling i HOG

I 2013 besluttede Leif Rasch, at stafetten skulle gives som et naturligt led i et generationsskifte. Senioridrætten blev en afdeling i HOG, og der blev valgt en afdelingsbestyrelse med Jens Boesen som afdelingsformand. Ud over gymnastikken omfattede Senioridræt aktiviteter som petanque, tæppecurling og badminton. Træningen sluttede med, at deltagerne indtog den medbragte madpakke, fik en kop kaffe og sang et par sange fra DGI-sangbogen.

Senioridræt var ikke kun en vinteraktivitet. Når foråret kom, og man sluttede i hallen, arrangeredes der fælles ture rundt i vort smukke land. Det foregik enten på gåben, på cykel, med bil, eller med tog. Udenlandsture til Tyskland i bus er det også blevet til.

Ældreidrætten startede med 20 medlemmer. I 2007 var der 105 medlemmer.

Senioridrætten lever i bedste velgående

I dag er der to store hold om mandagen og onsdagen med plads til 110 deltagere på hvert hold. Morgenholdet onsdag har plads til 50 medlemmer, og torsdagsholdet kan tilsvarende rumme 25 medlemmer. Hertil kommer to spinningshold, hver med 20 deltagere. Gymnastikholdene har forskellig fokus i træningen.

Indtil Coronaen tog over, var der venteliste til samtlige hold. Nu er der enkelte ledige pladser på alle hold.

Senioridræt er stadig tro mod udgangspunktet. De sociale aktiviteter vægter fortsat meget. Aktiviteterne arrangeres af medlemmerne, og de formidles af senioridræt. Cykelture, vandreture og udenlandsrejser samt sommer- og julefrokost er nogle af aktiviteterne. Hertil kommer, at senioridræt også formidler henvendelser fra Plejecenteret Hinneruplund, når Hinneruplund ønsker bistand til aktiviteter for beboerne mv., fx ”Store gå dag”.

Der henvises i øvrigt til vores hjemmeside.

Venlig hilsen

Kirsten Høeg

HOG Senioridræt
Mobil: 2628 5044
E-Mail: kih@khoeg.dk 

Bingo Carl kommer til Hinnerup

 

Af Magnus Nielsen

Søndag den 2. oktober 2022 kommer Bingo Carl til Hinnerup og afvikler et kæmpe stort Bingo lotteri og show i Haldum-Hinnerup Hallen. HOG har af flere omgange forsøgt at afvikle et kæmpe Bingo-arrangement med Bingo Carl, men covid19 har drillet, og derfor er arrangementet udskudt til oktober. 

En tradition i HOG

Bingo Carl var for mange år tilbage en årlig begivenhed i HOG i den gamle hal i Rønbæk Idrætscenter. Denne gang bliver arrangementet afholdt i Haldum-Hinnerup Hallen, og overskud fra arrangementet går til Aktivitetshuset OASEN, som HOG gerne vil opføre på en del af grusbanen ved idrætsanlægget.

HOG har allerede nu kontakt til en lang række sponsorer, der betænker arrangementet med præmier, så det bliver et super fedt show og Bingo spil, fortæller Magnus Nielsen, der står i spidsen for lotteriet. Vi forventer præmier for mellem 60-70.000 kr. og håber, der bliver totalt fyldt i hallen, og det vil være et sted mellem 500-600 deltagere.


HOG forventer at starte salg af billetter/spilleplader til Bingo Carl arrangementet i august måned, men det skal der nok komme meget mere om, når vi sætter salget i gang, lover Magnus Nielsen.             

Nyt fra Team Favrskov Håndbold

Af Ole Busk Henriksen

Håndboldsæsonen 2021/22 er afsluttet

Dejligt, at coronaen har sluppet sit tag, så vi kan få afviklet kampe og stævner, som vi plejer.

Ungdomsholdene har været til Ikast Cup i opstarten og afslutningsstævne i Aalborg til Svane Cup med masser af gode oplevelser på banen, på skolen og i busserne imellem hallerne. Flere finalepladser og en flot vinder af U17 pigerækken blev det til.

Der har også været afholdt juleafslutninger og sæsonafslutninger med kåringer af årets kammerat på hvert hold.

Håndbold for Sjov for de helt små børn og forældre har været afviklet hver fredag i Søften med Kenneth Sig Jensen, Tobias Rask og Jonas Helbo som trænere – det har været en stor succes, og har samlet masser af familier i hallen fredag eftermiddag som en god start på weekenden.

Turneringsmæssigt har det været en flot sæson for vores ungdomshold.

Vi fik afholdt minimix stævne med glade børn i Rønbækhallerne. Nogle drenge fortalte os i hemmelighed, at de havde hældt cola i drikkedunken, men jeg ikke måtte sige det til deres træner – så der har været store oplevelser for vores kommende stjerner.

(U15-pigerne til JM) 

Gode resultater

Mange hold er rykket en række op i julepausen – så der har været flot fokus på udvikling. I 2. halvår har vi også haft flere puljevindere. 

  • U15 piger er blevet kredsmestre, pokalmestre og hold 1 kvalificerede sig til JM.
  • U15 drenge spillede sig i elitecup finalen og kvalificerede sig til JM.
  • U17 drengene blev nr. 2 til JM efter en tæt finale. 

På seniorsiden har det været en fantastisk spændende sæson.

  • Hos damerne har hold 2,3 og 4 lavet flotte resultater.
  • Hold 1 har været hårdt ramt af skader, udlandsrejser og meget andet, så de havnede i nedrykningsspillet. Efter en smal sejr på 17-16 på Fyn mod Bolbro spillede damerne returkamp i en fyldt hal. Det blev en ulidelig spændende kamp, hvor trænerne blev 10 år ældre, og først til allersidst kunne Sara Jensen banke bolden i målet til en slutstilling 18-17, hvilket betyder, at holdet reddede divisionsstatus. 

På herresiden har det vel været noget nær den bedste sæson nogensinde.

  • Hold 1 cruisede sig igennem sæsonen og rykkede helt suverænt flere runder før tid op i 2. div. Stort tillykke.
  • Hold 2 bestående af ene unge spillere overtog det gamle seriehold. Før jul rykkede de op i serie 1 fra serie 2. I 2. halvår kvalificerede de sig som puljevindere til at spille om oprykning til Jyllandsserien. Efter en sejr på udebane vandt drengene i en tætpakket hal med 27-24 og rykkede derfor i Jyllandsserien. Kampen var meget mere tæt end cifrene tyder på, så det var nogle stolte drenge, der kunne fejre oprykningen med en øl i omklædningsrummet bagefter. 

Der skal lyde en kæmpe stor tak til den store opbakning igennem hele sæsonen og specielt en tak til ”Det kloge hjørne”, som virkelig har været en stor støtte til alle hjemmekampene – MANGE TAK – det er meget værdsat.

(Afslutning i TFH) 

Nu starter sommertræningen

Flere hold fortsætter træningen frem til sommerferien. Nogle i hallen, andre på græs, asfalt eller sand. Mange hold er tilmeldt beachstævner og stævner på græs.

U15 drengene spillede et afslutningsstævne i SKIC den 28.-29. maj med nogle af de bedste hold i Danmark og tager senere også til Partillie Cup i Sverige.

Beach Håndbold – ØV!

Beachbanerne, som jo til alles undren blev etableret uden plankeværk/vindvæg omkring, kan ikke bruges, da sandet som forventet er blæst væk. Kommunen har i første omgang afvist at lægge nyt sand på – så nu har vi så to ubrugelige beachbaner i Søften. Det betyder også, at vores mange unge spillere, der har glædet sig til at komme i gang med strandhåndbold og beachstævner, må gå skuffede hjem. Vi er naturligvis meget skuffede over kommunens manglende handling på et problem, de selv har skabt, og som vi har italesat allerede ved etableringen, hvor der ikke blev hørt på os. Vi håber, kommunen kommer på bedre tanker og får lagt både nyt sand på snarest muligt og samtidig får lavet en langtidssikret og holdbar løsning vedrørende sandflyvning.

 

SALLING GROUP EVENT 5. JUNI

Den 5. juni havde vi samlet så mange frivillige forældre og seniorspillere som muligt for at tjene penge ind til vores unge trænere og døm-selv-dommere etc. Vi har gået efter, at hvert hold stiller med minimum fem forældre ud af de potentielle min. 20-30 forældre pr. hold. Det viste sig desværre at være rigtig svært. Der var flere hold, som ikke kunne finde én eneste forældre til at hjælpe. Det betyder, at vores trænere, holdledere, koordinatorer etc. som i forvejen laver et kæmpe stort stykke arbejde i hallerne, var nødsaget til at tage af sted. Det er vi selvfølgelig rigtig ærgerlige over, og vi håber, at flere forældre fremover vil bakke op, så vi sammen kan skabe så gode rammer som muligt for vores børn og unge mennesker, der elsker at dyrke holdsport.

Håndbold Fitness har plads til flere friske voksne

Karin og Lennart Mogensen fortsætter det store arbejde med at udbrede Håndbold Fitness i næste sæson. Der er skabt en meget stabil træningskultur med stor fokus på det sociale og fysisk aktivitet. Alle kan være med uanset niveau og tidligere håndbold erfaring. Det handler om at have det sjovt!

TFUA - Team Favrskov Håndbold Udviklings Akademi fortsætter i næste sæson

TFUA er for spillere i TFH fra 7.klasse, der ønsker at udvikle sig individuelt på det fysiske og tekniske niveau i håndbold. Denne sæson har vi været 33 spillere, der træner to gange ugentligt til henholdsvis et teknisk og et fysisk træningspas.

TFUA lægger vægt på, at der er plads til ALLE håndboldspillere fra klubben uanset niveau. Det eneste krav der eksisterer er, at man som spiller skal være villig til at yde en indsats for at rykke sig. Her er man som spiller selv ansvarlig for sin indsats, og afbud er som udgangspunkt ikke en mulighed. Det betyder grundlæggende, at vi stiller de samme krav til spillerne, men vi fravælger ingen, fordi de lige er startet med håndbold, spiller på hold 2, er sent udvokset etc.

Efter den fysiske morgentræning, som ligger hver fredag fra 6.30-7.30, er der mange spillere, der spiser morgenmad sammen, før de tager på forskellige skoler. Den tekniske træning ligger hver fredag fra 16.30-18.00.

Alle spillere bliver i løbet af sæsonen testet fysisk, for at de kan følge den personlige udvikling, ligesom spillerne laver individuelle tekniske vurderinger for på den måde at have fokus på deres eget indsatsområde. Vi glæder os til næste sæson, hvor spillere fra årgang 2009 også kan være med. 


(Teknisk basistræning)


(Fysisk styrketræning med fokus på teknik)


(Fysisk træning med individuelle indsatsområder)

5.-7. august afholder TFUA SUMMERCAMP for U15-spillere

Ligesom de seneste år afholder vi CAMP for spillere fra hele Danmark i august. Det bliver en weekend fyldt med en masse oplevelser, nye bekendtskaber og masser af sport.

 

Vedrørende næste sæson

Vi har næsten træner-kabalerne på plads, men mangler stadig lidt trænere rundt omkring. Så hvis du har lyst til give en hånd og opleve glæden ved at træne en masse børn så tag fat i Styregruppen på vores hjemmeside: www.teamfh.dk.

Damesenior bliver i næste sæson trænet af Torben de Place, Karina Larsen, Kamilla Hegnsgaard, Kim Vester og Line Nøjsen.

Herresenior bliver i næste sæson trænet af Søren Krog, Jonas Balling, Jeppe Andersen, Jesper Møller og Marc Albøg.

De største hilsner

Team Favrskov Håndbold   


HOG i Europa!



Af Morten Bang

Det meste af fodboldafdelingen tog i den første weekend i juni på tur. Over 400 spillere, trænere, forældre og søskende tager ud for at spille europæisk. Turen går til Flensborg, hvor der afholdes ”Mini-VM”.

De sidste 2 år har turen været aflyst pga. Corona, men i år kommer vi afsted. Det er altid sjovt at komme ud og spille mod hold, vi ikke har mødt før. Og det er altid sjovt at spille mod nogle, der ikke taler dansk – det plejer at være en stor oplevelse, specielt for vores mindste spillere.

Udover det sportslige er det altid en kæmpe fest at være afsted sammen med så mange fra HOG. Det er helt specielt at gå rundt på anlægget; man kan se gule HOG-spillere ved alle baner. Der er altid nogen fra HOG, der spiller. På sådan en tur skabes der mange sociale bånd, både på de enkelte årgange, men også på tværs af årgangene.

Vi har igen i år fået Danbolig fra Hinnerup som sponsor på vores tour-trøje. Trøjen er altid et hit, og den er med til at knytte sociale bånd på tværs af årgangene både til fodbold og i skolen!

Hvis man vil følge turen, så find gruppen: ”HOG I EUROPA 2022” på Facebook.


                     HOG Dance sluttede sæsonen med et brag

Af Alexandra Fogtmann-Schultz

HOG Dance sluttede sæsonen af med et brag af en danseopvisning! D. 10. maj var omkring 100 forældre, søskende og bedsteforældre samlet i Haldum-Hinnerup Hallen for at se de ca. 50 super seje dansere på børne- og ungeholdene fyre den af med MGP-dans, showdans, disco, hiphop med mere. Der var en god energi på scenen, og alle nød igen at kunne være samlet og se vores dygtige og glade dansere.

Næste sæson starter i uge 35, og vi åbner for tilmeldingen i midten eller slutningen af juni. Vi kommer til at have otte forskellige hold, hvor der både vil være seks hold for børn og unge, samt to Hit Fit hold for de voksne. Vi glæder os til en ny sæson med masser af dans og sjov!


HOGs støttelotteri til fordel for OASEN

Af Magnus Nielsen 

HOG har i samarbejde med Klubvind lavet et online lotteri til fordel for Aktivitetshuset OASEN, som HOG ønsker opført ved idrætsanlægget ved Haldum-Hinnerup Hallen.

HOG takker sponsorerne: VVS Fl. Sørensen, Bagergården, Djurslands Bank, Claus Hvass, Olivias Køkken, Sparekassen Kronjylland, Kaffebaren, Char-Broil og HOG Fodbold, for deres støtte til lotteriet.

Vindernumrene offentliggøres den 26. juni 2022, og præmierne kan afhentes i uge 26 eller efter nærmere aftale. Evt. uafhentede præmier tilfalder HOG.

Alle kan spille med om det mange præmier fra sponsorerne

Spil med om de mange flotte præmier via linket: https://klubvind.dk/Hinnerup-og-Omegns-Gymnastikforening.../

Indsamlingen til Aktivitetshuset OASEN går stille og rolig fremad  
Indsamlingen til OASEN skrider stille og roligt fremad. Med en donation på 25.000 kr. fra Danmarks Mest Velgørende Fodboldbold: HOGs OB40, en indtjening af et beløb i forbindelse med P-vagt opgaver ved BYG og BO udstillingen i påsken, en række private donationer via gaveindsamling hos DGI er der lige nu indsamlet 410.000 kr. og med en række kommende arrangementer og forhåbentlig flere donationer fra private og firmaer, skulle vi gerne hen på efteråret nå op på 700-800.000 kr.

 (Beløbet i indsamlingssøjlen vokser) 

Støt indsamlingen til OASEN!

Af Niels Christian Jønsson

Kære HOG-sponsorer og medlemmer 

Stor tak for den hjælp, du allerede yder til klubben. Vi tillader os hermed at håbe på lidt mere.

HOG har en plan for udviklingen af klubbens område på den nuværende grusbane til et aktivitetsområde med aktivitetshus og andre faciliteter til brug for alle i Hinnerup.

Aktivitetshuset kaldes "Oasen”, og det skal være med til at videreudvikle det klubmiljø, vi har i HOG, og så skulle det meget gerne være til gavn for alle aktive mennesker i Hinnerup. Oasen skal nemlig ikke kun være for HOG, og sådan har det været tænkt lige fra starten.

Projektet er for nogle år siden sat i søen af HOG Fodbold, og du kan se det oprindelige projekt og læse om de tanker, der ligger bag, på HOG Fodbolds hjemmeside: hogfodbold.klub-modul.dk under punktet Oasen.

Men visioner kræver midler, og selvom kommunen har bevilget otte millioner kroner, skal vi selv skaffe yderligere fire millioner kroner, før projektet kan realiseres.

Det er vi i fuld gang med, men vi har også brug for din hjælp, så derfor har vi åbnet for, at både private og virksomheder kan støtte projektet via en DGI gaveindsamling, hvor alle donationer går direkte til Projekt Oasen. 

Alle donationer er fradragsberettigede for både private og virksomheder, og du kan allerede nu give dit bidrag ved at gå ind på gaveindsamling.dgi.dk og trykke på Aktivitetshus ”Oasen” i Hinnerup. Når du donerer et beløb på den måde, vil det automatisk blive oplyst til Skat, så du sikres dit fradrag.

HOG takker på forhånd for alle bidrag – store som små.  

                        Nyt fra HOG Fodbold

Af Magnus Nielsen

Samarbejde med AGF Talent
HOG har indgået en samarbejdsaftale med AGF Talent, hvor udvalgte spillere fra HOG bliver tilbudt ekstratræning i AGF-regi. I øjeblikket er tre spillere fra U11 og én spiller fra U12 udtaget til denne talenttræning. I U13 er en enkelt spiller udtaget til talent træning i DBU-talent. Der er ingen tvivl om, at en udtagelse til talenttræning giver ekstra motivation til den enkelte spiller, siger Frank Linger, men det giver også noget ekstra til holdet, når de kan se, at det kan betale at dygtiggøre sig. Vi skal også være opmærksom på, at de som er talenter kan og vil blive udfordret igennem den udvikling, de gennemgår i øjeblikket. Vi som trænere vil aktivt støtte dem ved at give dem nogle værktøjer, som gør, at de kan håndtere deres frustrationer og samtidig bibeholder deres motivation ved at skulle spille i flere klubber samtidig.

Frank Linger er dog ganske bevist om, at HOG er en bredde klub, og der skal også være plads til de spillere, der kan og vil gøre mere ud af deres sport, og det synes han går vældig godt i spænd her i HOG, hvor dygtige trænere er gode til at tænke bredt og socialt.                       

                   Fuld fart på fodboldpigerne i HOG


(HOG's U16 piger)

Mere end 115 fodboldpiger i HOG

HOG har mere end 115 fodboldpiger fra de små piger på 6 år og helt op i seniorer og old girls. I Disney-bold for U6- til U8-piger er der mere end 25 spillere.

I U10-U11 og U12 piger er gruppen på 30 spillere, og i aldersgruppen for U13-U14-U15 og U16 er der mere end 40 spillere, og endelig er der en god udvikling i gang i seniordamer og old girls, hvor det lige nu er 17 spillere. Derudover er der flere piger, der deltager på mix holdene i U7-U8-U9 sammen med drengene.

Så det ser lyst ud for pigeafdelingen, udtaler Frank Linger, der dels er træner for U11- og U12-pigerne, men også har en rolle som pigeudvalgsmedlem i fodboldbestyrelsen.

Det er bestemt fodboldbestyrelsens holdning, at der skal gøres rigtig meget for at fastholde og tiltrække flere pigespillere i alle årgang, siger Frank Linger. Vi (fodboldudvalget) kigger aktivt ind i potentielle samarbejdsløsninger med fx Grundfør, især fordi de har stor tilgang af pige-spillere på U8, U9 og U10. Et samarbejde som vi i HOG og omegn kan have gavn af.

Pigehold for U7-U8 og U9 efter sommerferien
Anne Krøger Pedersen, der står for Disney-bold for U6-U8 pigerne, fortæller, at der efter sommerferien vil blive oprettet rene pigehold for U7, U8 og U9-hold. Der arbejdes i øjeblikket med at finde trænere til disse grupper, og det ser lyst ud, udtaler Anne Krøger, der garanterer, at der nok skal komme mere ud om disse pigegrupper, når der startes efter sommerferien - især nu hvor vi gerne vil have etableret en samarbejdsløsning med Grundfør.

Frank Linger fortæller, at Lasse Fisker, som HOG Fodbold har ansat som fodboldfaglig konsulent, har været en stor hjælp for pigetrænerne. Lasse kommer med inspiration til trænerne og har også flere gange været på banerne, hvor han har trænet med pigerne, så det både giver trænerne nye redskaber og er til stor glæde for pigerne. Frank Linger oplyser videre, at der også omkring pigerne gøres meget for, at fodbold er mere end træning og kampe. Der skal også være plads til sociale indslag.

I den forbindelse har han og trænerkollegaer lavet et lille spil, hvor pigerne bliver vejledt omkring, hvad der f.eks. skal til for at være målmand, midtbanespiller, angriber m.v. Det skulle gerne hjælpe pigerne til bedre at forstå deres rolle på banen og ikke mindst, når en spiller under kampen bliver udfordret ved at skulle træde ind på en måske lidt uvant plads på holdet. Pigerne vil blive guidet igennem, hvad det vil betyde at være del af et team, og hvordan man bedst bidrager til at løfte som en samlet flok.

HOG Pigefodbold har været til Aalborg City Cup



HOG-piger havde i år valgt at tage til Aalborg City Cup i Kristi himmelfartsferien for at deltage i et større europæisk stævne, som dækker både drenge og piger. Aalborg City Cup er uden tvivl et fantastisk stævne som er et besøg værd, hvor der er styr på indlogering, forplejning, kampe og hygge. Stævnet trækker mere end 300 hold til, og ikke en eneste gang så vi forsinkelser på kampprogrammet. De blev alle udført til tiden. Stævnet runder normalt ca. 3.500 deltagere, og der arrangeres mange aktiviteter for børnene undervejs af stævnet.

Der var planlagt samlet afgang fra Hinnerup til Aalborg med bus. Vi valgte at køre fra Hinnerup kl. 17 onsdag eftermiddag, så vi kunne starte friske og udhvilede torsdag morgen. Stemningen i bussen var helt fantastisk med 40 topmotiverede piger fordelt på tre hold. Man kunne allerede her mærke, at sammenholdet ville blive fantastisk.

  • U11 stillede til start I G11 (Girls) rækken
  • U12 stillede til start i G13 (Girls) rækken
  • U14 stillede til start i G15 (Girls) rækken

Ved ankomst blev vi indlogeret I et klasselokale på Vesterkærets skole, hvor vi alle sov sammen U11-U14. I løbet af de efterfølgende dage blev der skabt god kemi og opbakning på tværs af holdene mellem U11 og U14 spillerne.

 

U11-pigerne spillede en spændende finalekamp

G11 rækken havde totalt to grupper af hvert fire hold. Gruppespillet blev vundet af henholdsvis HOG i gruppe A og Aalborg KFUM i gruppe B, og det var tydeligt, at finalen nok skulle afklares mellem de to hold. Kvartfinaler og semifinaler blev spillet, og HOG kæmpede sig bravt videre til finalen mod Aalborg KFUM. Et pigehold som også spiller A-niveau, og samtidig et hold vi aldrig tidligere havde mødt under DBU´s turneringskampe.

Vi var spændte og topmotiveret til at gå ind til finalekampen. For pigerne var det samtidig også første gang, de havde været til et stævne, hvor de havde kvalificeret sig til finalen, hvilket ikke uden grund gjorde dem meget nervøse inden kampen. Intensiteten i kampen var høj og vores piger spillede fantastisk sammen, snakkede med hinanden og holdt motivationen højt gennem hele kampen. De 30 min. gik hurtigt, og vi gik fra kampen med 0-0 resultat. Finalen skulle afgøres på straffespark.

Vi fik udvalgt vores 5, som skulle sparke, og kom hurtigt bagefter. Men en stærk målmandspræstation af Amalie gjorde, at vi kom tilbage i kampen og kunne gå derfra med en 2-1 sejr, og derved som vindere af Aalborg City Cup G11 rækken.

 

U12-pigerne mødte stærk modstand

G13 rækken havde totalt fire grupper og totalt 22 hold. HOG spillede sig bravt til en 2. plads i gruppe D, hvor vi havde á point og målscore med Hadsten SK-2, og den indbyrdes kamp blev ligeledes 2-2.

2. pladsen var nu kun mulig at få ved at vinde fairplay prisen gennem gruppespillet. Fairplay pointene blev talt sammen, og HOG kunne høste ekstra point sammen, som gjorde udslaget og derved denne 2. plads i gruppe D.

HOG-pigerne som til dagligt spiller i U12 rækken fik også ekstra modstand ved at møde fysisk stærkere piger i G13 rækken. Men det gode sammenspil og motiverende tilråb gjorde uden tvivl udslaget til denne flotte placering og fairplay prisen, som også gav en pokal fra sig.

Pigerne holdt motivationen højt gennem hele stævnet og lod sig ikke slå ud af større og stærkere piger/hold. Nej, de tog udfordringen op og gav modspillerne kamp til stregen. G13 pigernes deltagelse stoppede da de mødte et stærkt spillende Vodskov, men pigerne spillede sig til en fantastisk flot 7. plads ud af 22 hold.

U11/U12 holdet havde ugen op til stævnet arbejdet aktivt med ”de 16 spiller typer”. Et minibørneteam Building event, som skulle lære dem at forstå hinandens styrker og svagheder, og forstå hvad et ”stærkt team” er, og samtidig motivere dem til at holde en god kommunikation på banen og ikke mindst tage ansvar som et samlet hold. Et event vi virkelig kunne mærke udbyttet af under hele stævnet - både på og uden for banen. De var der for hinanden, når der var behov for det.

 

U14-pigerne spillede uden fast målmand

G15 rækken havde tre grupper og totalt 12 hold. Igen spillede G15 holdet sig til en fantastisk flot anden plads i gruppe C. Holdet mødte også her udenlandske hold, men det var igen de danske hold, som i de andre grupper, der viste fantastisk flot fodbold. Danmark er uden tvivl en stærk fodboldnation, når man kigger på pige/kvinde-siden. Pigerne mødte dog et par stærkt spillende hold fra liga 1: Fortuna Hjørring, Hammel GF og Silkeborg FC som satte en stopper for pigernes muligheder. De kunne dog gå fra turneringen med en samlet 6. plads. Virkelig en fantastisk flot præstation.

Pigernes præstation blev udført uden at have en fast målmand med til turneringen, da Aja stadig ikke er kommet sig over sin skade (brækket hånd), og spillerne skiftedes derved til at stå på mål. Pigerne mødte også her stærkere og større piger i G15 rækken, men kæmpede med alt de havde.

Pigeholdene var rigtig gode til at støtte op omkring de spillende kampe og heppede på bedste vis på hinanden. Et humør der smittede af på både spillere og trænere.

Der var ligeledes fantastisk opbakning fra forældre, holdledere og trænere til stævnet, hvilket gjorde deltagelsen endnu sjovere, og at alle pigerne var udstyret med fletninger til kampene.



De ansvarlige trænere for de tre hold er:
  • U11 Frank Linger og Michael Bundgaard
  • U12 Morten Balle Andersen og Niels-Henrik Wulff
  • U14 Torben Hagelskjær og Pia Pilgaard
  • Holdledere: Pernille Elbinger og Mette Kongerslev

Vi vil helt sikkert overveje om Aalborg city Cup ikke er at finde på næste års turneringsplan for HOG.


Resultater af distance/mærkesvømning i HOG Svømning 2022



Af Mette Work Jespersen

Vi er netop blevet færdige med årets optælling af registrerede antal svømmede meter ved distance/mærke-svømning i HOG Hinnerup 2022. Der blev igen i år svømmet langt, svømmet fra ”kant til kant”, talt baner og talt svømmede meter i flere timer før påskeferien i svømmehallen i Hinnerup. I år deltog minitalent, talent- og konkurrenceholdet ikke, men alligevel blev der svømmet langt.

Mandag blev det til: 104.350 meter svømmet af 146 svømmere.

Tirsdag blev det til: 132.600 meter svømmet af 171 svømmere.

Torsdag blev det til: 46.600 meter svømmet af 80 svømmere.

Det blev i alt til: 283.550 meter svømmet af 397 glade svømmebørn!

Det er et rigtig flot resultat. Alle gjorde det rigtig godt, og der blev kæmpet og svømmet på bedste vis. Det var stolte og trætte børn, der glade fik et mærke, der matchede til den tilbagelagte distance, et flot diplom, hvorpå der var navn og antal meter, de havde svømmet. Trænere og hjælpetrænere fornemmede en stor succes blandt børnene og deres forældre, der glædeligt satte streger og talte antal svømmede meter for børnene.

Alle tre dage var der en rigtig god stemning i svømmehallen.

Tak til alle for en god oplevelse.

TAG SPRINGET: lær at lave saltomortaler og skruer fra vipperne

 

Til næste sæson kommer der som noget nyt et udspringshold i HOG. Vi har lige nu smagsprøve på holdet og på, hvad det vil sige at gå til udspring - og det er rigtig sjovt! Så kom og vær med til noget nyt og spændende her i HOG.

Holdet henvender sig primært til unge fra 10 år og op.

Tilmelding åbner til august 22.


                Trænernyt i Team Favrskov Badminton

 

Af HOG Badminton

For den kommende sæson har Team Favrskov Badminton skrevet under med et spændende trænertalent. Der er tale om Karan Rajan på 25 år. Karan har de seneste år været træner i diverse klubber omkring Aarhus. Til dagligt spiller han for Højbjergs ligahold og ligger i øjeblikket nr. 149 på verdensranglisten.

Karan vil varetage træningen mandag og torsdag, samt coache til holdkampe, hvis ikke der ligger internationale turneringer i vejen. Han glæder sig og ser frem til opgaven - og det samme gør vi.



Der skal lyde et stort til Kasper Dinesen og Christian Langhoff for et godt arbejde de seneste sæsoner og et stort velkommen til Karan!

 


Har du skavanker? AIKIDO er mere og andet end selvforsvar

 

Af Søren Dalsgaard

Aikido betyder "En vej til harmoni med livet" - Derfor er helsearbejdet en integreret del af vor træning. Denne del af vort arbejde kaldes YUKI, som består af forskellige afspændingsøvelser og akupunkturlignede metoder.

Man kan deltage i disse helseøvelser, selv om man ikke kan dyrke Aikido. Du er derfor mere end velkommen til at ringe til mig, hvis du har nogle skavanker, som du ikke kan komme af med.

Med venlig hilsen

Søren Dalsgaard, 41102727.


 
 

 
Hinnerup og Omegns Gymnastikforening    |    Ådalsvej 94    |    8382 Hinnerup    |    Tlf. 40 57 71 10