Nyhedsbrev
september 2024
Efterårssæsonen er kommet godt fra start
.
Af Michael Krupsdahl
Efterårssæsonen er skudt i gang, og vi er startet med masser af energi og succes. Årets Hinnerup Cup blev en kæmpe succes med 233 tilmeldte hold. HOG er stolte over den store opbakning fra både spillere og frivillige, som gjorde stævnet til en fantastisk oplevelse. Endnu engang tak for den kæmpe opbakning til stævnet.
I den kommende weekend står vi over for endnu et stort arrangement, når HOG Badminton afholder landsstævne i badminton. Med mere end 1000 deltagere, over 3200 kampe fordelt på 10 spillesteder og brugen af mere end 10.000 badmintonbolde, er det uden tvivl et af de største arrangementer, klubben nogensinde har stået for. Vi ser frem til en weekend fyldt med spændende badmintonkampe og glæder os til at byde velkommen til alle deltagere og tilskuere.
Vores forening har haft en travl og aktiv sommer med masser af gang i aktiviteterne, blandt andet gennem de vellykkede sommerlejre for både tennis og badminton. Det har været en fantastisk oplevelse at se så mange engagerede unge spillere bruge deres sommerferie på at træne, udvikle sig og have det sjovt sammen.
En stor tak til alle frivillige trænere og hjælpere, som har lagt et kæmpe arbejde i at gøre sommerlejrene til en stor succes. Deres indsats har været uvurderlig og har givet vores unge medlemmer en sommer fuld af sport, sjov og nye venskaber!
.
HOG Hinnerup idrætsforening søger en ny kasserer for hovedforerningen
HOG Hinnerup idrætsforening søger en kasserer til at varetage foreningens økonomi. Som kasserer vil du være ansvarlig for foreningens pengebeholdning, budget og regnskab. Du vil arbejde tæt sammen med bestyrelsen, de øvrige frivillige i foreningen og vores bogholder. Du vil blive en del af vores forretningsudvalg, hvor økonomien i hovedforeningen bliver dit ansvarsområde. HOG Hinnerup har en række idrætter organiseret i egne udvalg, som alle har deres egen kasserer. Disse vil naturligvis være tætte samarbejdspartnere med dig.
Dine konkrete arbejdsopgaver vil inkludere:
- Udarbejdelse af budget for hovedforening og konsolidering af idrætternes budgetter i december måned.
- Udarbejdelse af regnskab for hovedforening og konsolidering af regnskab for alle idrætter i januar måned.
- Fremlæggelse af budget og regnskab på foreningens generalforsamling i slutningen af februar eller primo marts.
- Løbende sparring med foreningens bogholder omkring kontering og økonomistyring.
- Fremlæggelse af kvartalsrapportering for foreningens forretningsudvalg og bestyrelse.
- Samarbejde med banker omkring likviditetsstyring og regler for hvidvask.
- Assistere med beregninger ved nye anlægsprojekter eller idrætsinitiativer.
Kompetencer
Vi søger en person med erfaring inden for økonomistyring og regnskab. Det er en fordel, hvis du har erfaring med at arbejde i en frivillig forening. Du skal være ansvarsbevidst, struktureret og have gode samarbejdsevner.
Lidt om foreningen HOG Hinnerup
HOG - Hinnerup og Omegns Gymnastikforening - er en af Favrskov Kommunes største idrætsforeninger med ca. 3.500 medlemmer. Vi tilbyder aikido, badminton, cykling, dance, floorball, fodbold, futsal, håndbold, skumtennis, spinning, fitness, dans, senioridræt, svømning, padeltennis og tennis. Vi er bygget på frivillighed og brænder for at gøre en forskel for vores medlemmer og mange idrætsaktive borgere i Hinnerup og omegn. Vi er en velkonsolideret forening, som har styr på økonomien, og som arbejder aktivt for at blive endnu mere relevant for flere borgere i området. Det gør vi ved at udvikle nye idrætstilbud og afholde store events.
Hvis du er interesseret i at bidrage til en forening i løbende udvikling og styrke HOG Hinnerup med dine kompetencer inden for økonomi, så skynd dig at kontakte vores formand Michael Krupsdahl (tlf. 53 83 80 01) eller en af de øvrige medlemmer af Forretningsudvalget. Vi glæder os til at høre fra dig.
HOG Hinnerups Forretningsudvalg
.
Den 31. august 2024 var en helt speciel dag for HOG Hinnerup
Af Ruben Meng
Vi har nemlig sikret os klubbens første pokal og medaljer i dag inden for parasport.
På trods af mandefald, hvor HOG spillede 4 mod 5, lykkedes det at spille sig til en meget velfortjent bronzemedalje til ”Sommerbold på heden”, der er et stævne for børn og unge med særlige behov, hvor 38 hold fra ind-og udland deltager. HOGs gruppe bestod af 12 hold.
Ud over bronzemedaljen fik vi også den pokal, som jeg som træner synes, er den, som betyder mest, nemlig årets fighter pokal. Her stemmer alle trænere på en spiller, der har gjort sig ekstra bemærket. Marius fra HOG fik den velfortjente pokal og modtog også et gavekort til en sportsbutik. Hernings borgmester, Dorte West, sammen med stævneambassadøren, overrakte denne pokal.
Så er HOGs Specialstyrke for alvor stemplet ind!
.
Køl ned og vær mindful
Kære HOG-medlemmer og interesserede,
Velkommen til dette efterårs nyhedsbrev fra HOG Aikido, hvor vi køler ned efter sommeren, men varmer op til en ny sæson med at dyrke principperne i Aikido.
Aikido: En vej til mindfulness
Aikido er ikke blot en kampsport; det er en disciplin, der stræber efter harmoni og indre ro. I efterårets stille skønhed kan vi bruge Aikido som en praksis for mindfulness, hvor vi bevidst arbejder med at være til stede i nuet. Gennem denne praksis kan vi lære at håndtere udfordringer med ynde og opmærksomhed, og finde balance i hver bevægelse.
Aikido i efterårsnaturen
Naturen er på sit mest magiske om efteråret, og det er en ideel tid til at træne Aikido udendørs. Brug skovens ro og de faldende blade som en kulisse for din træning. Fokusér på din vejrtrækning, mens du øver grundlæggende teknikker som ukemi (rullefald) og kokyu-ho (vejrtrækningsøvelser). Denne forbindelse mellem krop og natur kan hjælpe dig med at forankre din praksis dybere og fremme en følelse af ro og klarhed.
Mindful bevægelse i Aikido
Efterårets kølige luft og de bløde lyde af naturen kan hjælpe dig med at træne mindful bevægelse i din Aikido-praksis. Vær opmærksom på hver kropsbevægelse, fra starten af en teknik til dens afslutning. Denne bevidste træning kan fordybe din forståelse af Aikido og hjælpe dig med at bringe samme opmærksomhed ind i dagligdagens udfordringer.
Selvforsvar og indre ro
Selvom vi fokuserer på mindfulness og indre ro, er det vigtigt at huske, at Aikido også træner os i selvforsvar. Efteråret kan være en tid, hvor du fordyber dig i teknikker, der lærer dig at håndtere konfrontationer på en rolig og kontrolleret måde. Dette kan styrke din indre ro og selvtillid, så du står stærkere i enhver situation.
Med venlig hilsen
Henrik, formand og Sempai
.
Masser kampe for HOG Tennis
Af Mads Lerche
Denne tennissæson har budt på en hel del fede kampe for vores mange turneringshold.
Herrerne i 2. division har tidligere spillet i netop den række, og her har kampen om at blive i 2. division været hård - og det er akkurat lykkedes. Kampen var også hård i år i 2. division, men slutresultatet blev det bedste nogensinde. Holdet endte som nummer to, kun overgået af suveræne AGF, som kom fra 1. division, og nu rykker de tilbage dertil. HOG har derfor også et hold i 2. division til næste sæson.
Vi endte dog også med et hold, som sluttede øverst i sin pulje. Ét af vores hold i Liga 3 vandt samtlige kampe, men det betyder ikke automatisk oprykning. I skrivende stund er holdets skæbne ikke afgjort, men det sker lørdag 7. september i Hasle, hvor de to hold spiller om én oprykning til Liga 2. Vinder vi, vil det være første gang, at HOG har et hold i den række.
Også på juniorsiden havde vi et hold, der endte øverst. Tre af vores U14-spillere på drengesiden vandt deres række, som blev spillet mod Aars, Nykøbing Mors og AGF, fordelt på to kampdage - én før og én efter sommerferien.
Derudover har vi haft både mix-, senior- og veteranhold i kamp i sæsonens løb.
.
Tennisskole 2024
Af Mads Lerche
Igen i år var HOG Tennis arrangør af HOGs egen tennisskole. Vi var ikke så mange som normalt, men 16 unge mennesker i alderen 13-15 år havde tre fede dage i begyndelsen af sommerferien.
Vi er naturligvis altid på udkig efter flere spillere, men vi sætter stor pris på den meget trofaste skare, der møder op hver uge til træning, og som også udgjorde holdet til tennisskolen. Der skal også lyde en stor tak til de mange frivillige, som har stået for både træning og skolen - uden dem kunne vi ikke tilbyde de mange gode aktivitetstilbud til vores unge spillere.
1000 unge fra hele landet kommer til Favrskov for at spille badminton
Den kommende weekend vil Favrskov være fyldt med glade badmintongæster, når HOG Hinnerup afholder landsstævne for unge badmintonspillere. Læs yderligere i lokalavisen: https://favrskov.lokalavisen.dk/sport/ECE17420014/1000-unge-fra-hele-landet-kommer-til-favrskov-for-at-spille-badminton/
.
Hinnerup Cup var en succes
Med 233 tilmeldte hold blev dette års Hinnerup Cup endnu en succes. Læs mere om stævnet i lokalavisen:https://favrskov.lokalavisen.dk/sport/ECE17383284/hold-fra-hele-landet-kom-til-hinnerup-det-er-et-fedt-staevne/
.
Sommeren bød på Badmintonstævne og sommerlejr
Af Marie Rosenlund Bak
HOG Badminton afholdte Yonex-InSport Cup i Rønbæk Idrætscenter d. 31. august 2024. Det blev til en flot 2. plads til Bertram Roed Nielsen fra HOG Badmintons U11C, og en flot 1. pladsen til Mads Langhoff Knudsen også fra HOG Badminton.
For 28. gang har HOG Badminton også afviklet HOG Badminton Sommerlejr.
Tusind tak til årets 96 deltagere, som i den grad har bidraget til en fantastisk uge med masser af fysisk aktivitet og højt humør. Alle har været med til at styrke og opbygge et helt igennem fantastisk fællesskab mellem spillerne på både store og lille lejr.